Jeg kommer nok til at lyde som et gedigent røvhul nu, men jeg synes at mange af de her aftaler bare ignorerer problemerne i stedet for at arbejde igennem dem. Nej, det er ikke pisse fedt at skulle fremlægge for klassen, det kan være angstprovokerende for nogle, man bare helt at lade være, og ignorere problemet tror jeg simpelthen ikke på hjælper eleven på den lange bane. Eleven bliver nødt til at lære at håndtere stressede situationer, og sådan noget som at fremlægge foran en klasse af elever de kender er netop måden at bearbejde det. Om ikke andet er da langt bedre end hvis de skal på en videregående uddannelse og skal fremlægge foran en flok fremmede til fx. et forsvar af en opgave.
Forestil dig barnets første jobsamtale som voksen. “Har en seddel med fra min mor. Du må ikke stille mig spørgsmål og du skal lade mig være på Tiktok, hvis jeg vil!”.
Det er netop min pointe. Livet er fyldt med ubehagelige, stressede, angstprovokerende situationer, og hvis man ikke lærer at håndtere det i et sikkert og trygt miljø fra en meget ung alder, kan det ikke give andet end problemer senere i livet.
Mange skoleklasser er det modsatte af “sikkert og trygt”, og så må de jo lære det er andet sted. Det bedste de kan gøre i klassen, er at slippe.
Hvis de må slippe, hvor skal de så lære det i stedet? Det er vel mere sikkert i skolen, uanset hvor trælse andre elever kan være, end at lære det i arbejdslivet.
Du er helt klart gået på en anden skole end mig, min datter og hendes mor. (Det er tre forskellige skoler.)
Jeg kan ikle forestille mig et realistisk sted at øve sig, som ville være værre end foran klassen.
Selv arbejde ville bedre. Jeg har selv succesfuldt hjulpet kolleger tilstrækkeligt over den præsentationsangst, som de udviklede i skolen.
For mine egne børn venter jeg ikke så længe, jeg har adskillige måder at lade dem øve sig uden for skolen, hvis der er behov eller lyst.
At slippe for noget pga et problem, er slet ikke det samme som at ignorere det.
Hvis vi spiser chili som vi har udfordringer med, ville jeg da ikke sige til et lille barn at de kan spise eller sulte. Det er en situation er ikke er for små børn, men selvfølgelig skal de have mad.
At bede er barn med social angst om at lave en præsentation om noget personligt, for en hel gruppe af børn, som formentlig er de værste mobbere det barn nogensinde kommer til at håndtere, er umenneskeligt. Selvfølgelig skal de ikke det. Det vil heller ikke lære barnet noget brugbart alligevel. Men så kan de lave præsentationen for nogle andre. Måske kun læreren, måske en mindre gruppe elever uden mobbere. Måske enda bare præsentere et andet emne, som ikke giver så meget mobbe-materiale. Kan skolen ikke det, kan jeg arrangere en præsentation uden for skolen, hvor det er mere sikkert, men stadig udfordrene. Præsenter for bedsteforældre, til spejder osv.
Husk hver gang du hører om én mærkelig ting i skolen, så er der stadig helt liv rundt om, plus formodentlig to forældres liv, og sikkert mere.
At bede er barn med social angst om at lave en præsentation om noget personligt, for en hel gruppe af børn, som formentlig er de værste mobbere det barn nogensinde kommer til at håndtere, er umenneskeligt. Selvfølgelig skal de ikke det.
På den anden side, hvornår får den angst ellers nogensinde noget eksponeringsterapi? Som jeg forstår det er det den mest effektive behandling for angst. Hvis du bare giver efter for angsten bliver den kun forværret. Du er nødt til at få børn til at møde den angst mens de er børn og de stadig kan formes, for ellers bliver den angst til noget meget værre når de er ældre. Jeg vil egentlig sige, selvfølgelig skal børn lære at præsentere, også over for folk som ikke kan lide dig. Det møder man skam også rigeligt af på en arbejdsplads.
Jeg har ikke forstand på eksponeringsterapi, jeg har indtryk af at det er modbevist - at det oftere skader end gavner. Men jeg ved det ikke.
Men spørgsmålet er: Hvor sikker er du på, at det er godt for barnet, at tvinge dem til at lave en præsentation for klassen? Hvor sikker er du på at det ikke gør angsten værre? Hvor sikker på at det ikke gør mobberi værre? Hvor sikker er du på at det ikke forværrer tilliden til lærere og hele skolesystemet?
Indtil du kan sige at det er pokkers tæt på 100% for alle børn, kan du ikke se at børn ikke skal undtages.
Jeg har ikke forstand på eksponeringsterapi, jeg har indtryk af at det er modbevist - at det oftere skader end gavner. Men jeg ved det ikke.
Det er slet ikke mit indtryk. Så vidt jeg forstår er det helt legitimt og noget af det der virker bedst for angst. Wikipedia skriver i hvert fald “Numerous studies have demonstrated its effectiveness in the treatment of disorders such as generalized anxiety disorder, social anxiety disorder, obsessive–compulsive disorder (OCD), post-traumatic stress disorder (PTSD), depression, and specific phobias.”, du kan jo tjekke kilderne hos dem hvis du vil læse yderligere, men det er da ikke rigtigt at det skader mere end det gavner.
Hvor sikker er du på, at det er godt for barnet, at tvinge dem til at lave en præsentation for klassen?
Jeg er meget mere sikker på at det er godt end at det er skidt. Hvordan er det skidt? Okay, måske står barnet og stammer og er nervøs og har det hårdt. De synes garanteret ikke det er en fed oplevelse. Sådan havde jeg det også da jeg fremlagde i skolen første gang og jeg kan da ikke huske nogen i 3. klasse der synes det var fedt at fremlægge. Men 10. gang man fremlagde var sgu alligevel nemmere end første gang man gjorde det, og det er jo det der er hele pointen. At fremlægge første gang er noget nyt, noget skræmmende, noget pinligt. Men når alle i hele klassen har fremlagt 100 gange, så er det jo bare hverdag. Hvis du kommer til arbejdslivet og det er første gang du skal til at fremlægge, så kan det være du får en stresssygemelding i stedet for at du bare er lidt nervøs.
Vi er nødt til at have modgang mens vi stadig kan formes i vores unge år, ellers kan vi slet ikke holde til den modgang vi uundgåeligt møder senere i livet.
Huh? Du beskriver selv at du slet ikke havde nogen problemer? Så tror da pokker du tror at det er nemt.
Hvis der ikke er andet problem end man lige skal vænne sig til det, så er der da selvfølgelig bare at komme i gang.
Selvfølgelig er min bekymring dem som faktisk har problemer. Dem som bryder grædende sammen. Dem som bliver mobbet (ikke drillet) om deres præstation, selv hvis de ikke gør noget forkert. Dem som ikke lærer meget andet, end at præsentationer er værre end de troede. Dem som laver alle de præsentationer de bliver bedt om, men stadig får det fysisk dårligt ved tanken, når de er voksne.
Hvis der ikke er andet problem end man lige skal vænne sig til det, så er der da selvfølgelig bare at komme i gang.
Men nu er vi jo tilbage til eksponeringsterapi. Hvad er eksponeringsterapi udover at vænne sig til det? Og det virker. Det viser sig at det meste angst faktisk bare er et spørgsmål om at vænne sig til det. Når man har prøvet det og hjernen lærer at den ikke dør af det, så lærer den også at angsten ikke er nødvendig. Du er nødt til at få børn til at vænne sig til det, og de skal nok vænne sig til det hvis de bliver tvunget til det nok.
Når du går med til at lade dem lade vær med at fremlægge, så forstærker du i stedet angsten. Dine forældre og læreren, i og med at de går med til forbuddet, bekræfter jo at din angst er legitim. “Hvis mine forældre og læreren også synes at jeg ikke skal fremlægge, så må der faktisk være noget skidt ved at fremlægge”. Du får din angst bekræftet og du får aldrig din angst udfordret. Når du så er ældre og angsten ikke kan formes væk som modellervoks fordi din hjerne ikke længere er som et barns hjerne, ja så har du nu fået kronisk angst. Det skal helst tages mens man er barn.
Kilde: Jeg har snakket med en psykolog om det her.
1: Er enhver eksponering eksponeringsterapi som virker?
2: Findes der andre problemer end angst, som ikke bliver afhjulpet med eksponeringsterapi?
3: Hvis man slipper for at noget i skolen, er det så teknisk muligt at barnet ikke bare slipper, men gør noget andet i stedet? Og i så fald, kunne det være at det er bedre for barnet, eller er skolen bare altid uden undtagelse perfekt?
Som udgangspunkt er jeg enig, det kommer dog an på hvad aftalen reelt indebærer.
Det kan være begrænset til enkelte fag. Det kan være en periode, hvor elevens stemme er meget i overgang. Det kan også være en elev med angst, hvor eleven er på et forløb/terapi/andet uden for skolen, hvor problematikken bearbejdes.
Alle drenges stemme går i overgang.
Er der en en medicinsk årsag. Fair nok. Ellers må man fandme op og fremlægge.
Man skal opleve modgang! Ellers rammer den virkelige verden virkeligt virkeligt hårdt en dag.
Børn skal ikke opleve for meget modgang. Og det er altså hvad der sker for mange børn i mange klasser.
Jeg synes heller ikke at en stemme i overgang er noget at gå op i. Men kombineret med andre ting, hvem ved.
@myplacedk @Tralle Modpointe: Børn skal ikke opleve for lidt modgang. Hvis de bliver båret igennem hele barndommen falder de på røven så snart de skal stå på egne ben.
Jeg er enig, det er bare sådan nogle detaljer vi ikke får med, når der kun står “Fritaget fra alle typer af fremlæggelser.” uden en grund. Der kan være gode grunde til det, og der kan være dårlige grunde til det.
Absoulut.
Men der skal godt nok være en god grund til det.
Det er nedbrydende for en klasse hvis der er flere børn der er fritaget for at fremlægge.
Ved det er lidt rage bait, men for pokker altså.
Det skal der, men der står trods alt også “Alene de seneste par år har Signe Kløve Dreyer indgået 36 særaftaler med forældre til børn i hendes udskolingsklasser.”. Jeg vil da gå ud fra, at hun ikke indgår aftalerne, hvis der ikke er en god grund til det.
Det er måske til tidere nemmere at indgå en aftale, kind of opfylde den, og bede om tilgivelse - end det er at sige nej.
Særligt når der allerede er så mange aftaler - hvorfor så ikke lige en til?
Vi diskuterede det en del den anden dag, men jeg synes listen indikerer at inklusion er gået for vidt, og det er politikernes skyld.
Altså, det er jo ikke politikerne der har accepteret de her særaftaler; det er lærerne. Hvis det er så stort et problem for dem, hvorfor laver de så ikke færre af dem? Jeg synes mange af “særaftalerne” mere vidner om at lærerne ikke kan det de skal, f.eks. skabe ro i klassen, disponere elevernes pauser osv.
Med det sagt, jeg tror at der stikker noget dybere under, end at lærer ikke kan sige fra overfor forældre og at specialklasserne er nedlagte (begge er sikkert også en faktor).
Personligt tror jeg at en væsentlig faktor i at undervisningskvaliteten i skolen er faldet, er fordi man er gået over til at have særskilte indskolings-, mellemtrins-, og udskolingslærer. En lærer skal være mere end bare en formidler af viden. En lærer skal være elevernes faste base, som de kan være fortrolige med og som de kan respektere som “ven”. I “de gamle dage” før inklusionens tid fulgte den samme lærer en klasse fra start til slut. En lærer der har kendt eleven siden 0. klasse er en langt større autoritet, og har samtidig også et langt bedre kendskab til den enkelte elev, end end er først har mødt dem i 7. klasse. Selvfølgelig var også dengang der nogle fag man først fik senere, men f.eks. dansk og matematiklæreren var den samme det meste af skoletiden.
Grunden til vi ikke har dette system mere er, som du siger, politikernes skyld. I 2007 blev folkeskolelæreruddannelsen reformeret, sådan at lærerne specialiserede sig i at undervise enten små eller store børn (se LOV nr 579 af 09/06/2006 hvor der i § 3 gives mulighed for at aldersspecialisere sig i dansk og matematik). Deraf fulgte den opdeling i tre trin som vi stadig i dag.
Det er en vild liste, men forhåbentlig er mange af aftalerne ret tidsbegrænsede. Eksempelvis bør 32+34+35 ikke være noget, der fylder i hverdagen.
Der står at reglerne omhandler hendes udskolingsklasser, men det er vel begrænset hvor ofte de skal til sløjd (H/D) og svømning? Jeg vil også være forholdsvis bekymret, hvis de har udskolingselever hvor aftale 10 og 17 er gældende…
Jeg har det værst med aftaler a la “Gruppearbejde med 3 bestemte kammerater”, fordi de altid/ofte har en direkte effekt på andre elever. De vil i større eller mindre grad være tvunget til at arbejde med denne elev, og sjældent/aldrig kan indgå i andre grupper.
Aftalerne med “daglig dagbog” og “3 successer” er også noget rod. De kan give mening i meget korte perioder og med bestemt fokus/formål, men en fast aftale er da håbløst.
men det er vel begrænset hvor ofte de skal til sløjd (H/D) og svømning
Tror ikke der er et fast tidspunkt folkeskole klasser går til svømning, i min tid var det i 5. fordi vi i 6. klasse skulle skifte til en større skole - og man brugte det til at ryste folk sammen.
Men det kunne vel ligeså godt være i 8. klasse en skole lagde svømning i idræts timerne?
Sløjd var først noget vi havde tilgængeligt i udskolningen, i form af valgfag. Vi havde håndværk i de små klasser, men ikke sløjd.
I forhold til fritagelse af idræt/svømning, så er det hundrede procent for at kræve mindre af idrætslæreren. Da det kræver mere forberedelse at skulle have plads til et individ med en fysisk nedsættelse
Svømning er ikke fast som sådan, men det er/var koblet på Fælles Mål for idræt på 3.-5. klassetrin(side 41-42), så det vil normalt være i løbet af 3./4./5. klasse, at man har svømning på skemaet. Som du nævner, kan der være enkelte gange med svømning/dykning i udskolingen, men så er fritagelserne kun et problem en(kelte) gange i løbet af skoleåret frem for en ugentlig problematik.
De kan godt have sløjd (Håndværk/design) i valgfag. Jeg vil dog sætte et kæmpe spørgsmålstegn ved det valg, hvis eleven har så svær allergi over for støv/savsmuld, at der skal tages særlige hensyn.
Ville ikke blive overrasket hvis der var en dansk folkeskolelærer der ville dukke op i et malicious compliance subreddit, og fortælle at 80 % af undervisningstiden går på det her.
Jeg tror snarere vedkommende ville skrive 80% af forberedelsestiden. Artiklen nævner også selv “Særaftaler kræver ekstra planlægning Det kræver grundig planlægning, når Signe Kløve Dreyer skal undervise sine klasser.”
Kunne jeg godt forestille mig. Det lyder som et helt job i sig selv.
Synes forpersonen for Skole- Børneudvalget kommer med en god kommentar her
Jeg ved ikke rigtig om arbejdspladser er en god sammenligning. I sidste ende kan du vel opsige en medarbejder pga. samarbejdsvanskeligheder eller eksempelvis kræve, at medarbejderen ikke fører journaler derhjemme. Den mulighed har du ikke rigtig med elever i folkeskolen.
Til gengæld har hun da ret i, at den primære problematik omhandler tid til arbejdsopgaven.
Nogle af de her ting lyder virkelig pylret.
Man skal altså også passe på at man ikke lærer sit barn at verden skal indrette sig efter en hele tiden, for det gør verden simpelthen ikke. Og hvis du bliver nusset om og taget ekstra hensyn til hele vejen op til gymnasiet, så får du altså én over nallerne senere i livet.
Jeg kan fortælle at min bacheloruddannelse i de senere år blev stopfyldt med folk, der skulle have en masse særhensyn hele tiden og det resulterede i at de kom ud af uddannelsen med en forventning om at branchen var til for dem. De gad ikke tage de jobs, der blev budt dem, for det var under deres standard. De ville starte i toppen. En af dem snakkede om at blive ansat i et meget stort og meget kendt firma som elev under lederen så vedkommende kunne overtage lederposten når vedkommende gik på pension.
Det er det niveau af vrangforestillinger man ender med at plante i folk, hvis man pusse-nusser om dem for meget.
Man skal bestemt tage hensyn til folk med udfordringer, men det skal ikke være sådan at man simpelthen aldrig udfordrer dem på de områder, der er svære for dem. De SKAL udfordres. Alle mennesker skal udfordres og bankes lidt af livet. Ellers vokser man op og tror at man kan blive ansat som CEO-lærling hos Novo eller Mærsk eller fucking SpaceX uden at gøre noget fordi man har lært, at man ikke behøver konfronteres med noget som helst ubehageligt nogensinde.
