Først lidt baggrundsviden, for at kunne forholde sig bedre til situationen:
Min kæreste og jeg har været sammen i 5 år, er uheldigvis begge mellem jobs, på dagpenge, og vi bor ikke sammen. Hendes husleje ligger urimeligt højt, så hun har kun ca. 2000,- at gøre godt med pr. måned. Min ligger noget lavere, så jeg deler med glæde min økonomi med hende og giver altid når vi er ude og handle og når hun spørger, medmindre pengene går til cola, smøger, etc… Hun kommer hjemme hos mig hver eneste dag, og bor der nærmest, men vi foretrækker hovedsageligt at sove hver for sig. Vi har valgt ikke at bo sammen, fordi det ikke er gået godt før i tiden.
Og nu til hændelsen:
I dag kunne jeg ikke finde den 500-seddel jeg havde lagt til side fra en Dba-handel. Derfor ringede jeg til hende, og spurgte, om hun kender til det, og hun indrømmede med det samme, med lidt skam i stemmen, at dem havde hun taget. Det er selvfølgelig fint at hun indrømmer det med det samme, men jeg blev ret tosset over at hun ikke spurgte inden. Samtidig føler jeg ikke at det er i orden, at der er gået mindst er en uge siden hun har taget den, uden at sige noget. Jeg har lyst til at tilgive hende, og glemme det og komme videre, men samtidig siger min fornuft at jeg skal respektere mig selv og ikke finde mig i det.
Hun ser på det på den måde, at hun bare har taget nogle penge der lå fremme hos hende og kæresten, og at hun lånte pengene fordi hendes kort ikke virkede. Hun sagde og at hun selvfølgelig ville betale dem tilbage, men samtidig synes jeg det er underligt, at det er så lang tid siden pengene er forsvundet, og hun aldrig har nævnt noget. Det handler ikke så meget om pengene, men mere princippet om at man ikke stjæler, og især ikke fra sin nærmeste. Derudover har hun forsvaret sig selv, sagt at hun ikke ville have noget imod hvis jeg havde taget hendes 500 kr., gaslighted, og sagt at jeg altid er så sur, i stedet for at krybe til korset og bede og tilgivelse, hvilket har triggered mig endnu mere, fået mig til at eksplodere af raseri, kaldt hende diverse, og følt at mine grænser er blevet trådt godt og grundigt på. I min optik er det ikke lige tidspunktet for at skændes med sin kæreste, men i stedet burde han vel lægge sig fladt ned, sige undskyld og bede om tilgivelse. Eller hvad? Er det mig der er smålig? Ser jeg forkert på det, og skal jeg bare acceptere at min nærmeste har taget de 500 kr. uden at sige noget, men samtidig indrømmer blankt at det er hende der har taget dem?
Igen, det handler ikke om pengene. Det handler mere om at hun har stjålet fra mig, fordi det er jo sådan set definitionen af tyveri. Og ja, jeg svarer måske på mit eget spørgsmål, men jeg leder efter andre perspektiver, og en eller anden måde at tilgive på, fordi hun har ikke stjålet fra mig før, og jeg holder jo af hende.
Er situationen ny, så tag en rolig snak om det. Fortæl hvad det gjorde ved dig, sæt nogle klare grænser, og aftal hvordan I skal håndtere det, hvis en af jer står og mangler penge. I et sundt forhold skal man kunne tale om den slags uden at det ender i mudderkastning. Er det derimod noget der gentager sig, er det en anden og temmelig alvorlig samtale.
Jeg vil også sige det ligeud: pengene og princippet taler for sig selv, det er et reelt tillidsbrud. Men du skriver selv, at du senere eksploderede af raseri og kaldte hende diverse. Det er en anden snak i skal have først, og er en ny hændelse. Den der har ret på substansen kan stadig tabe samtalens tone, og hendes dårlige handling gør ikke dine skældsord bedre. Hvis du vil have en oprejsning og et undskyld, er chancen størst, hvis du selv kan sige “sådan reagerede jeg, og det var ikke okay, undskyld”. Der skal gøres plads til, hun kan rumme forståelsen af dine følelser og samtidig du skal rumme hende.
@Sommerhaven @Mrpickles Enig. Hvis det forhold er noget du vil, så er fremgangsmåden måske nærmere, at du fortæller hende, at du selvfølgelig vil hjælpe hende, hvis hun lige mangler penge til noget, men at det altså er vigtigt (for dig), at hun spørger dig frem for bare, at tage dem. Også selvom hun senere indrømmer det, når du opdager det.
Jeg ville måske også overveje, om der er en fremtid i det forhold, men det har ikke så meget med pengene at gøre. I bor hver for sig - fordi I har erfaret, at I ikke kan bo sammen? Kommer I til at kunne bo sammen? Hvis ikke, vil I fortsat kunne være sammen om 10 år, hvis I bor hver for sig?
Hvis det er noget du vil, og tror på, så kan der godt være en vej igennem, hvor I kommer ud af det, måske tættere end før. Men så skal du også være på hendes side, og lad være med at råbe ad hende, men være forstående og elskende. Se det som en brist fordi hun ikke troede, at du kunne hjælpe, og gør det klart, at det kan og vil du.
Set udefra, og kun ud fra det du fortæller her, lyder det som et helt vildt dysfunktionelt og usundt forhold. Både på grund af hvad der er sket (det er jo helt vanvittigt at stjæle fra familie/kærester) men lige så meget hvordan det håndteres af hende (det virker dybt manipulerende)
Jeg tænker i under alle omstændigheder skal have en alvors snak omkring det, om hvad det har gjort ved dig og for sat nogle klare spilleregler. Nogle ufravigelige konkrete regler og hvad konsekvenserne er hvis man bryder dem. Fordi 500 er 500, men svigtet at tilliden er alt ødelæggende. Det er et positivt tegn, at hun blankt indrømmer det, så hun vidste jo godt det var noget lort. Eksempelvis kunne i aftale, at hvis en stod og manglede penge og havde brug for nogle, så må i spørge den anden, også selv hvis der ligger en million lige foran jer.
Jeg prøver selv altid at give folk en ekstra chance, men gør de det igen så er konsekvensen hård og kontant
Jo selvfølgelig. Jeg tænker at jeg vil give hende afstand et par dage, og derefter må hun række ud hvis hun har noget at sige. Hvis det går galt, er der lukket ved kasse 1
Det er nemt at sige “sagt at hun ikke ville have noget imod hvis jeg havde taget hendes 500 kr.,”, når hun tydeligvis ikke er i en situation, hvor der ville ligge 500 kroner i hendes lejlighed. For mig er det et ret stort tillidsbrud, hvor det ville komme an på, om/hvordan den tillid kunne genskabes igen. Eftersom hun ikke engang har taget skylden på sig (eller rettere, indrømmet at hun har gjort noget der sårer dig), ved jeg ikke hvor den tillid skulle opstå fra igen.
Ja. Jeg må se hvordan hun takler den her. Hvis hun skaber mere mudderkast tænker jeg at det er alt for den 25-øre, som man siger på godt gammeldags dansk
Jeg bider mærke i du “kalder hende for diverse” - det lyder ikke rart.
For nogen betyder penge bare ikke særlig meget.
Jeg læser det som om du flipper rimeligt meget ud over noget hun indrømmer med det samme.
Måske er du the arsehole?
Men jeg bider mærke i at penge bare ikke betyder så meget for nogen. Det vil jeg tage med mig. Vil dog stadig mene at man skal huske at penge ikke bare falder ned fra himlen
Jeg bliver bare så træt, når man ikke kan stå inde for sine fejl, og sige man var galt på den og undskyld, i stedet for at gå i forsvarsposition og parrere alle argumenter med gaslighting. Husk lige på at det var hende der stjal fra mig til at starte med.
Ja, der blev brugt nogle hårde ord, men når man ikke vil tage ansvar for sine handlinger og i stedet begynder at diskutere til døde, så vil man også gerne derud. Så nej, jeg vil ikke sige at jeg er the asshole.
Men ideelt set burde jeg bare smække røret på og ignorere hende i noget tid. Hvis ikke for evigt
Men ideelt set burde jeg bare smække røret på og ignorere hende i noget tid. Hvis ikke for evigt
Måske har jeg bare en anden tilgang til den slags men jeg ville personligt finde den slags fornærmet stilhed ret barnligt, og ville aldrig selv bruge sådan en stilhed. Jeg forstår udmærket at du er fornærmet, og det har du god grund til, men der skal snakkes om det.
Et forhold overlever kun via kommunikation. At straffe med stilhed er ikke noget der reparerer forholdet.
Men du kan jo også spørge dig selv om det faktisk er noget du har lyst til at reparere. Du virker tvivlende og giver udtryk for at det her sagtens kunne være grund til at slå op. Jeg skal ikke sige til dig om du skal gøre hverken eller, men jeg vil dog pointere at forholdet allerede står på vaklende fundament hvis du er derude hvor du overvejer at slå op - så er kærligheden ikke stærk nok, ville jeg selv synes.
At tage en pause i kommunikationen lyder som en god ide, da de vist har haft rigelig dårlig kommunikation ind til nu. Men meld ud at det er det der sker.
Selvfølgelig.
Men hvis kommunikationen ikke når nogen vegne er det nok det bedste bud. Som jeg tidligere har sagt, går hun udelukkende i forsvarsposition og gaslighter, i stedet for at indrømme at det hun gjorde var dumt og sige undskyld. Det fører ingen vegne hen, og er kun drænende. Jeg skrev også til en anden kommentar at jeg vil vente på at hun ringer til mig, og alt afhængigt af udfaldet af dette, finder jeg ud af om forholdet skal fortsætte eller ej. Det kunne sagtens forstås som at jeg vil ignorere hendes opkald, og det vil jeg gerne trække tilbage. Jeg gider bare ikke diskutere med hende mere
Vis et opkald afgører jeres forhold, tænker jeg ikke der er meget forhold.
Jeg forstår din vrede, men når ingen af jer kommunikerer modent, så går det ikke er godt sted hænd…
Hun skulle aldrig have stjålet. Du skulle ikke kalde hende skældsord osv. Den enes dårlige handling undskylder/berettigerer ikke den andens dårlige handling - man er ansvarlig for sig selv, og vælger selv om man er den større eller mindre person.
Nogle gange når et forhold også et punkt hvor man “spiller hinanden dårlige” istedet for gode - når man det punkt er det værd at overveje om man kan rette op på det (om der er vilje dertil) eller om man bør slutte det før man skilles i mere sårede følelser.
Jeg forstår din holdning, og det ville da gøre sig gældende i perfekte verden. Nu forholder det sig sådan at hun startede med at stjæle fra mig, og jeg ved ikke med dig, men når jeg fanger folk i at stjæle fra mig går det ikke stille for sig. Det er ulovligt, og jeg kunne have meldt det til politiet, fortalt hendes familie eller andre om det, men det undlader jeg, af respekt for hende. Som jeg tidligere har skrevet, har jeg været flink nok til at hjælpe hende økonomisk uden at forvente noget som helst retur, så når hun samtidig stjæler fra mig og derefter vælger et skænderi frem for at lægge sig fladt ned, føler jeg mig godt nok forrådt x3. Jeg er også et menneske, og jeg har stadig ikke gjort noget ulovligt, så jeg mener ikke at man kan antaste mig for det der er sket, ud fra mine beskrivelser.
Heldigvis lever vi ikke i visse afrikanske lande hvor straffen for at stjæle er noget jeg ikke engang vil udtale mig om.
