Der er noget bizart ved at se influencerbranchen kalde på strengere regler, mens den samtidig lever af at bøje virkeligheden. Det er ikke, fordi Christina Sander eller Matilde Trobeck gør noget ulovligt. Det er, at hele forretningsmodellen bygger på følelsesmæssig iscenesættelse – og når så virkeligheden svarer igen, råbes der “shitstorm”? Berettiget?
Lad os være ærlige: Det her handler ikke bare om moral. Det handler om magt og imagekontrol. Altid. Især på de medier vi alle her er imod, hvor man fanger algoritmer.
Vi lever i en tid, hvor grænsen mellem menneske og mediekanal er udvisket. Influencere er både privatpersoner og virksomheder, og de opererer i en digital gråzone, hvor “autenticitet” er markedsført følelseskapital. Den der grådige cocktail af reklame, livsstilsråd og “jeg deler bare mit liv”-vibes er designet til at fremstå nærværende og ægte – men i praksis er det kurateret content, ofte med et mål: følgere, engagement, profit.
Lander i morgen nær dig ‘Tudekiksen By Meta’
Når man så får kritik – ikke bare fra medier, men også fra almindelige mennesker – så er reaktionen ofte performativ sårbarhed: tårer, forklaringer, “jeg ville bare være ærlig”. Og det virker. Sander voksede i følgere efter sin færgekritik. Ikke på trods af, men på grund af stormen.
Samtidig udtrykker hun ønske om etiske regler, bl.a. at man bør informere en virksomhed før man kritiserer dem. Det lyder pænt. Men det er jo netop det medierne allerede gør under pressenævnets regler. Influencere vil gerne høste mediemagtens frugter – uden at bære dens ansvar. Det er som at ville være både mikrofonholder og frontfigur – og få likes for det hele.
Analyse… Jeg blev nød til det.!
– Influencere er ikke reguleret som medier. Men de kan få enorm dagsordensmagt – flere følgere end aviser har læsere.
Det jo en vanvittig vild magt.
– Der findes et nyt influenceretisk nævn, men det har ingen sanktionsmuligheder, og retningslinjerne er frivillige.
– Flere shitstorms handler ikke om lovbrud, men om moralske gråzoner (assistenter, bøger, færger, babyer).
– Reaktionen fra medier og borgere kommer, fordi influencerens rolle ofte ikke er transparent: Er du et menneske eller en reklame? En samfundsdebattør eller en salgsprofil? Begge?
Vi skal turde sige det højt: Når man vælger en rolle, hvor ens liv er en platform, og hvor ens stemme bliver til en forretning – så kommer der et ansvar. Ikke juridisk nødvendigvis. Men et etisk, kommunikativt og demokratisk ansvar.
Ikke for at tage taletiden – men for at minde om, at magt uden modspil bliver til spin.
Fremragende rant, fuldstændig enig med alt hvad du skriver.
Jeg vil tilføje, at influencere er meget udsatte i forbindelse med desinformationskampagner, som man så i 2021, hvor angiveligt Rusland igennem slørede kanaler forsøgte at hverve vestlige influencere til at sprede desinformation om Pfizers vaccine.
Etablerede medier bliver også jævnligt anvendt, eller forsøgt anvendt, til at sprede desinformation, men med influencere er der en langt nemmere vej at gå, da de ikke har de samme ressourcer til rådighed, til at undersøge hvor sådan en forespørgsel kommer fra.
Tak – og virkelig stærkt perspektiv du bringer ind!
Du har helt ret: Influencere er langt mere sårbare over for målrettede desinformationskampagner – netop fordi de ikke har redaktionelle muskler, men til gengæld direkte adgang til tusindvis af følgere. Og det gør dem jo ikke bare til sårbare mennesker, men til sårbare medier!!
Derfor er jeg også enig i, at deres ansvar ikke bliver mindre – tværtimod. Når de bygger en platform på tillid og personlighed, og samtidig påvirker folkeopinion, så følger der et ansvar med for at tjekke, tænke og træde varsomt. Ikke som perfekt faktatjekker – men som nogen, der ved, at deres stemme kan forstærke både håb og bullshit.
Og hey – hvis man kan bruge 3 timer på at finde det rigtige filter til sit face, så kan man nok også bruge 3 minutter på at tjekke en kilde 😉
Og ikke blot fordi de ikke har “redaktionelle muskler”, men også fordi de, i modsætning til traditionelle medier, har et direkte økonomisk incitament der ikke blot går ud på, at sælge flere aviser/få flere seere. Indtægter for en influencer er penge i lommen, og også engagement der kan omdannes til at tiltrække den næste, der gerne vil købe noget plads på deres contentkarusel.
Jeg ved godt, at traditionelle medier også er motiveret af reklamepenge, og clickbait osv osv, men som du også skriver tidligere, så er der trods alt regler for traditionelle medier, som pt. ikke gælder for influenter.
Jeg læste godt om influentnævnet, som en slags pendant til pressenævnet for influenter. Det er et fint tiltag, og jeg håber annoncører vil vise at de er interesserede i etiske influenter. Samtidig giver det også en fin oversigt over hvem man ikke skal henvende sig til, hvis man liiiiige skal have cirkuleret noget desinformation i danmark ((:
Men det er bedre end ingenting. Allerhelst så jeg noget stramning af lovgivningen indenfor reklamer, således at lovgivningen specifikt nævner influenter.
Der er noget bizart ved at se influencerbranchen kalde på strengere regler, mens den samtidig lever af at bøje virkeligheden. Det er ikke, fordi Christina Sander eller Matilde Trobeck gør noget ulovligt. Det er, at hele forretningsmodellen bygger på følelsesmæssig iscenesættelse – og når så virkeligheden svarer igen, råbes der “shitstorm”? Berettiget?
Lad os være ærlige: Det her handler ikke bare om moral. Det handler om magt og imagekontrol. Altid. Især på de medier vi alle her er imod, hvor man fanger algoritmer.
Vi lever i en tid, hvor grænsen mellem menneske og mediekanal er udvisket. Influencere er både privatpersoner og virksomheder, og de opererer i en digital gråzone, hvor “autenticitet” er markedsført følelseskapital. Den der grådige cocktail af reklame, livsstilsråd og “jeg deler bare mit liv”-vibes er designet til at fremstå nærværende og ægte – men i praksis er det kurateret content, ofte med et mål: følgere, engagement, profit. Lander i morgen nær dig ‘Tudekiksen By Meta’
Når man så får kritik – ikke bare fra medier, men også fra almindelige mennesker – så er reaktionen ofte performativ sårbarhed: tårer, forklaringer, “jeg ville bare være ærlig”. Og det virker. Sander voksede i følgere efter sin færgekritik. Ikke på trods af, men på grund af stormen.
Samtidig udtrykker hun ønske om etiske regler, bl.a. at man bør informere en virksomhed før man kritiserer dem. Det lyder pænt. Men det er jo netop det medierne allerede gør under pressenævnets regler. Influencere vil gerne høste mediemagtens frugter – uden at bære dens ansvar. Det er som at ville være både mikrofonholder og frontfigur – og få likes for det hele.
Analyse… Jeg blev nød til det.!
– Influencere er ikke reguleret som medier. Men de kan få enorm dagsordensmagt – flere følgere end aviser har læsere. Det jo en vanvittig vild magt. – Der findes et nyt influenceretisk nævn, men det har ingen sanktionsmuligheder, og retningslinjerne er frivillige. – Flere shitstorms handler ikke om lovbrud, men om moralske gråzoner (assistenter, bøger, færger, babyer). – Reaktionen fra medier og borgere kommer, fordi influencerens rolle ofte ikke er transparent: Er du et menneske eller en reklame? En samfundsdebattør eller en salgsprofil? Begge?
Vi skal turde sige det højt: Når man vælger en rolle, hvor ens liv er en platform, og hvor ens stemme bliver til en forretning – så kommer der et ansvar. Ikke juridisk nødvendigvis. Men et etisk, kommunikativt og demokratisk ansvar.
Ikke for at tage taletiden – men for at minde om, at magt uden modspil bliver til spin.
Rant over.
Fremragende rant, fuldstændig enig med alt hvad du skriver.
Jeg vil tilføje, at influencere er meget udsatte i forbindelse med desinformationskampagner, som man så i 2021, hvor angiveligt Rusland igennem slørede kanaler forsøgte at hverve vestlige influencere til at sprede desinformation om Pfizers vaccine.
Etablerede medier bliver også jævnligt anvendt, eller forsøgt anvendt, til at sprede desinformation, men med influencere er der en langt nemmere vej at gå, da de ikke har de samme ressourcer til rådighed, til at undersøge hvor sådan en forespørgsel kommer fra.
Tak – og virkelig stærkt perspektiv du bringer ind!
Du har helt ret: Influencere er langt mere sårbare over for målrettede desinformationskampagner – netop fordi de ikke har redaktionelle muskler, men til gengæld direkte adgang til tusindvis af følgere. Og det gør dem jo ikke bare til sårbare mennesker, men til sårbare medier!!
Derfor er jeg også enig i, at deres ansvar ikke bliver mindre – tværtimod. Når de bygger en platform på tillid og personlighed, og samtidig påvirker folkeopinion, så følger der et ansvar med for at tjekke, tænke og træde varsomt. Ikke som perfekt faktatjekker – men som nogen, der ved, at deres stemme kan forstærke både håb og bullshit.
Og hey – hvis man kan bruge 3 timer på at finde det rigtige filter til sit face, så kan man nok også bruge 3 minutter på at tjekke en kilde 😉
Og ikke blot fordi de ikke har “redaktionelle muskler”, men også fordi de, i modsætning til traditionelle medier, har et direkte økonomisk incitament der ikke blot går ud på, at sælge flere aviser/få flere seere. Indtægter for en influencer er penge i lommen, og også engagement der kan omdannes til at tiltrække den næste, der gerne vil købe noget plads på deres contentkarusel.
Jeg ved godt, at traditionelle medier også er motiveret af reklamepenge, og clickbait osv osv, men som du også skriver tidligere, så er der trods alt regler for traditionelle medier, som pt. ikke gælder for influenter.
Jeg læste godt om influentnævnet, som en slags pendant til pressenævnet for influenter. Det er et fint tiltag, og jeg håber annoncører vil vise at de er interesserede i etiske influenter. Samtidig giver det også en fin oversigt over hvem man ikke skal henvende sig til, hvis man liiiiige skal have cirkuleret noget desinformation i danmark ((:
Men det er bedre end ingenting. Allerhelst så jeg noget stramning af lovgivningen indenfor reklamer, således at lovgivningen specifikt nævner influenter.