Det lugter sgu lidt mærkeligt når man citerer to personer som Mustafa Suleyman og Peter Thiel, uden det mindste glimt af kritik eller modspil.

Mit eneste indspark i hele den debat er at jeg tror Katy Perry har en midtvejskrise som popstjerne. Hun er gået fra at være en af dem alle taler om med kæmpe hits til i de seneste år at være old news. Sidst jeg hørte noget om hende var da hun lavede en meget tonedøv kampsang til kvinder i et politisk klima hvor mange var ved at være udmattede over popfeminisme og bare gerne ville have politik ud af deres underholdning. Ind kommer Perry med sin karikatur af en feministisk sang, der lød som om den var lavet af folk der forstår sig på tal, men ikke fatter kunst.

Og nu har der været stille i Perry-hjørnet i noget tid og så laver hun et nyt tonedøve stunt og igen prøver at være et forbillede som ingen gider have fordi hun har glemt hvordan man er et nede på jorden menneske. Ironisk nok.

Og jeg kan jo tage ganske forfærdeligt fejl af min bedømmelse af hende, men når man tænker på at hun blev populær i samme periode hvor Rihanna og Taylor Swift tog verden med storm, så er det måske lidt svært at indse at man selv er døgnfluen mens de andre klarer sig ganske fint. Rihanna er glad for at være mor og kunne kravle tilbage på toppen uden meget besvær, hvis hun ville, mens Taylor Swift er den nye Beyoncé overlord. Og Katy Perry… well… hvem var det nu vi snakkede om?

For hvordan kunne popstjernen finde på at sidde deroppe og synge »What a Wonderful World« med en tusindfryd i hånden, når andre mennesker ikke engang har råd til æg, og når verden vitterlig drukner i andre problemer?

Det er et godt spørgsmål, anstændighed burde holde enhver fra at arrangere eller deltage, men det er også et spørgsmål om hvorfor de overhovedet får lov? Jeg er nysgerrig, hvad er svaret?

Ja, hvordan kan nogen overhovedet tillade sig den mindste luksus i disse tider, kunne man tilføje?

Det er vel det man kalder whataboutism, og er et logisk ugyldigt argument (selvfølgeligt). Og det er i tråd med at de rige altid beskylder misundelse når man kritiserer deres overvældende overforbrug og egoisme. Så det ligner at svaret er at det er fordi man er narcissist, man føler den slags underholdning er berettiget, enten i kraft af at ens forældre er rige, eller man har været heldig at man ikke blev tvunget ud i lavtlønnet arbejde.

Så gad jeg ærligt talt ikke rigtigt læse videre om deres sygelige PR stunt.