Det er da en underlig vinkel de valgt at tage den fra.
“Der er godt nok mange der brækker sine ben for tiden, måske vi skulle behandle færre af dem, mens vi overvejer hvorfor de brækker benene…”
Hvis medicinen hjælper, så lad dem da få medicin indtil man har fundet det bedre alternativ.
Dvs fokuser på at nedsætte medicin-behovet (positivt), i stedet for bare at sige at folk spiser for mange piller (negativt). Det er svært nok i forvejen at få folk til at forstå at ADHD er et reelt problem, og ikke er spørgsmål om opdragelse eller vilje.
Jeg er selv i ret voksen alder under udredning for adhd og tænker en del over det her med, at antallet af diagnosticerede voksne stiger, som det gør.
Overordnet er der vel tale om, at de nye retningslinjer er bedre til at fange adhd hos flere typer mennesker og i flere alderskategorier end tidligere, og samtidig er flere kendt med diagnosen, og de har bedre mulighed for at blive diagnosticeret, så selvfølgelig er der en stigning i folk der opsøger og får diagnosen. Det er mærkeligt, at man så samtidig bliver overrasket over, at antal diagnosticerede og mennesker på medicin stiger. Det giver vel sig selv. Det lyder mere som en sejr for diagnosticeringsmetoden.
Så kan man så sige, jo jo, flere bliver diagnosticeret, men behøver de få medicin? Burde vi ikke i stedet skabe et samfund, der kunne rumme dem? Det synes jeg lyder misforstået. Det handler ikke kun om at blive rummet. Det handler også om at eksistere. Jeg var 40, før jeg fandt ud af, at det der med at have et hoved, der konstant bombarderer sig selv med lyd, billeder, planer, overvejelser og hvad ved jeg, det er faktisk ikke normalt. At sidde alene i et stille rum og blive distraheret så meget af en idé man fik, at man glemte hvad man lavede, det er ikke normalt. Jeg troede alle havde det sådan, men det viser sig, at det er det ikke. Nu er jeg så i det her udredningsforløb, og hvis det ender med, at der er noget medicin, jeg kan få, som kan tage bare toppen af aktivitet af mit hoved, så bliver jeg sgu lykkelig! Mit hoveds rasen er ikke bare en ubekvemmelighed. Det slider på en at have et hoved, der konstant er i gang. Kan ikke forestille mig, at det slider mindre end at tage noget medicin, hvis medicinen til gengæld giver en noget ro.
det der med at have et hoved, der konstant bombarderer sig selv med lyd, billeder, planer, overvejelser og hvad ved jeg, det er faktisk ikke normalt.
Personligt spørgsmål men jeg er nysgerrig: Er det noget du mener du altid har haft, eller er det noget omkring din barndom der ligesom forårsagede det?
Jeg tænker på at hvis man nu ændrede samfundet, så ville det måske ikke hjælpe dem som allerede har problemet (som dig), men det kunne måske forebygge at flere fik det. Måske er der noget med måden børn og unge opdrages på i det moderne samfund som gør det? Så det er måske misforstået at det skulle hjælpe dem der bliver diagnosticeret nu, men det er vel stadig generelt godt hvis vi kan lave samfundet mere rummelig overfor flere?
For at det kan være adhd, så skal jeg altid have haft det. Det er det, jeg er ved at finde ud af i udredningen. Hvis jeg har symptomerne et andet sted fra, så kan det vel være opstået hen af vejen, men hvis det er adhd, har jeg altid haft adhd.
Men hvis det er adhd jeg har, er det så altid kommet til udtryk med den der slags tankemylder? Det er ikke noget, jeg har et helt tydeligt svar på. Jeg ved, at jeg var et meget fysisk hyperaktivt barn, som fyldte enormt meget i et rum, og at den type uro er noget jeg siden mine teenageår i højere grad har vendt indad, men dermed ikke sagt at jeg ikke havde et overaktivt hoved dengang også. Det er bare ikke noget, som andre kan huske, på samme måde som de kan huske, at jeg hang i alle bogreolerne. Derfor er jeg afhængig af min egen erindring om det, og min hukommelse fra den tid er ikke specielt god.
Det er dog lige meget hvad min forståelse, at adhd kommer til udtryk på forskellige måder i løbet af livet. Jeg kan sagtens forestille mig, at i min situation kan uroen være blevet vendt indad pga. irettesættelser fra mine forældre, og hvem ved, hvordan jeg havde udviklet mig, hvis jeg havde fået lov til bare at være, som jeg var, men det er alt sammen meget tænkt.
Jeg har også det ekstra perspektiv, at jeg også selv er forælder til et barn, vi mistænker for at have adhd, som skolen i høj grad kæmper for at rumme med alle de værktøjer en moderne skole har, men man kommer bare ikke uden om, at hun bogstaveligt talt hænger i gardinerne i timen uden selv at vide hvorfor, at hun bliver kørt totalt træt af en almindelig skoledag af at følge med i hvad alle laver og tænker og føler, og at hun er en kæmpe konfliktmagnet, fordi hun ikke kan lade noget som helst ligge. Jeg ved ikke, hvordan man skulle kunne rumme hende nok til, at hun ikke stadig blev mere belastet end et barn uden de her udfordringer. Det er oplagt, at jo tidligere et menneske oplever belastning, jo mere varig effekt har belastningen. Hvis min datter på et tidspunkt bliver diagnosticeret og får medicin, så er det ikke for mig at se en falliterklæring af den indsats, der ellers er omkring hende. Det er bare endnu et værktøj, vi kan hjælpe hende med.
